“Vandreturen med Britt var et highlight på vores ferie. ”
- Agnes og Peter, Tyskland

Om Sardinien

Sardiniens geografi

Sardinien er med sine 24.089 km² den næststørste ø i Middelhavet. Øen ligger vest for den italienske halvø lige syd for Korsika i det næsten 4.000 meter dybe Tyrrhenske Hav.

Sardiniens landskab er mest af alt bakket og bjergrigt. På midten af øen finder man det højeste bjergmassiv Monti del Gennargentu, hvis top hedder Punta La Marmora og befinder sig i en højde af 1.834 m.o.h. De fladere områder befinder sig især på Campidano-sletten, der strækker sig fra Cagliari i syd til Sinis-halvøen midt på øens vestkyst og i det nordvestlige hjørne, mellem Alghero og Porto Torres.

Uddrag af øens geologiske historie

Sardinien og Korsika, der tilsammen udgør et minikontinent, var en del af Sydfrankrig indtil for cirka 29 millioner år siden. Da rev denne del sig løs, idet den afrikanske kontinentalplade endnu en gang bevægede sig mod og under den eurasiske kontinentalplade. Herved åbnedes gradvist det Liguriske hav. Da denne åbningsproces stoppede for 19 millioner år siden, begyndte det Tyrrhenske Hav mellem Sardinien og det opdukkende italienske fastland at åbne sig. I løbet af denne proces bevægede det sardisk-korsikanske minikontinent sig mod den nuværende position over en periode på cirka 5 millioner år.

Sardinien har desuden flere gange været dækket af hav, og flere steder på øen ses sporene af dette, f.eks. består bjergene i Supramonte-massivet af flere hundrede meter tykke hårde kalklag, hvorunder granitten ligger.

Klima og bevoksning

Sardinien ligger i den nordlige subtropiske klimazone med et mildt klima sammenlignet med danske klima. Dvs. der er ikke så store udsving i temperaturerne her som i de tempererede egne nordpå, men mere udsving end i troperne. Øen har vinterregn, hvilket vil sige, at i månederne mellem november og februar kan der falde forholdsvis meget regn og ret intensivt. Det meste falder i bjergene, der ofte er sneklædte en vis del af vinteren. Der falder mellem 1.000-1.500 mm i bjergene om året, og mindre end 600 mm i de lavere egne.

Gennemsnitstemperaturerne i højlandet er på 28°-30° i juli måned, hvorimod de er på 22°-24° ved kysterne. I januar er temperaturerne 6°-8° i bjergene og varmest på øens sydlige del med 10-12°. Den herskende vind er mistralen, som rammer øen fra nordvest.

Sardinien er dækket af en bevoksning af maki og skov. Maki er en lav, kratagtig og stedsegrøn bevoksning, der især findes i Middelhavsområdet. Maki består af tykhudede og stive planter, der kan holde til de varme somre. Der er ligeledes mange oliventræer på Sardinien.

Sardiniens historie

Sardiniens historie går så langt som ca. 150.000 år tilbage, men de tidligste spor af mennesker stammer fra ca. 25.000 år f.Kr. og er fundet i den grotte, der hedder Corbeddu og befinder sig i Lanaitto-dalen.

Den mest kendte og stadig mystiske forhistoriske periode er tiden med nuragherne, som er runde bygninger lavet af store stenblokke stablet uden brug af mørtel, og som der i dag findes ca. 7-8.000 af på hele øen. Nogle af dem er blevet genbrugt af hyrder i flere århundreder. Nuraghe-kulturen, der ikke havde noget skriftsprog, varede fra ca. 1.800 til ca. 800 f.Kr., men i bjergene inde midt på øen fortsatte kulturen indtil romerne erobrede øen i 238 f.Kr. Der var megen handel i denne periode, og der grundlagdes en industri inden for bl.a. forarbejdning og udvinding af metaller, som fik stor økonomisk betydning. Til denne periode hører også de mange hellige brønde, fehuse og kæmpegrave, henholdsvis pozzi sacri, domus de janas og tombe di giganti.

Sardinien har i tidens løb været erobret talrige gange af mange forskellige folk, heriblandt kartaginienserne, romerne, byzantinerne, Pisa og Genova samt spanierne.

Omkring år 1.000 e.Kr. oplevede Sardinien en periode med selvstændighed og fremgang. Det var tiden, hvor øen var delt imellem de fire guidicati, små kongedømmer, og fra hvilken der er mange spændende levn, såsom middelalderborge spredt ud over landskabet.

Denne periode blev imidlertid afløst af et 300-årigt aragonesisk overherredømme, hvorunder de ca. 110 tårne langs kysterne, der for en stor dels vedkommende stadig findes, blev opført. Det blev en hård tid for Sardinien med stor elendighed og undertrykkelse af befolkningen. I 1718 tilfaldt øen hertugen af Piemonte, og også under dette overherredømme blev befolkningen udnyttet, og den økonomiske situation blev værre. Der blev indført love, der greb ind i bønder og hyrders traditionelle ret til fælles brug af den kommunale jord, som blev privateje af nogle få, og dermed forsvandt en del af livsgrundlaget for befolkningen.

Midt i 1800-tallet, på tiden hvor Italien blev en ssamlet nation, var Sardiniens økonomiske situation tragisk: Der var kun en liden underbetalt eksport af metaller, korn, vin, ost og kvæg og en stor import af industrielle produkter. Dette blev fulgt af høje skatter og tørke som følge af skovfældningen. Det var først i slutningen af det 19. århundrede, at der begyndte at ske noget: Der blev bygget skoler, der kom bedre veje, regelmæssig færgeforbindelse til fastlandet og læger på landet. Pga. den store fattigdom havde folk ikke råd til at undvære deres børn, så de kom ikke i skole, og derfor havde Sardinien det højeste antal analfabeter i Italien indtil efter 2. Verdenskrig. I 1948 fik Sardinien delvist selvstyre. Med dette og udryddelsen af malariaen i 1950’erne begyndte lysere tider for øen.

Hvis du vil vide mere om Sardiniens historie, så tag med en af vores guider på en udflugt ind i øens historie!